Starten af 2006, 31 dage brugte vi på bjerget
Normal ruten, på Aconcagua
Intro:
Bjerget i Argentina, var det første Alpine som Michael og Nicolai har skulle bestige toppen af. Der var meget lidt af erfaring at hente fra tidligere ture, som mest har været overlevelse i det urbanske miljø rundt i Europa. Vi søgte info og forsøgte at suge af andres erfaringer rundt omkring hvor vi kunne i Danmark og på internettet.
Fysisktræning inden turen var en rygsæk med 20 – 30 kilo i og så ud og gå omkring 20 km pr. dag. Blandet med andet sport. Dengang var vi fysisk ret aktive, mange timer om dagen. Ikke ligesom i dag, med kontorjobbet i en behagelig stol.
Vi fløj til Sydamerika og tog en bus til Mendoza i Argentina, Mendoza er fyldt med udstyrsbutikker og rejseguides til bl.a. Aconcagua, her fandt vi en lille shop som syntes at det var interessant med 2 gringos på 20 år, uden erfaring ville på toppen af Aconcagua. Vi fik lidt mere erfaring suget til os, et kort over bjerget og byttet noget af vores ubrugelige udstyr ud med mere relevant udstyr.
Faktor Sunny Beach
Busser fungerer vildt godt i hele Sydamerika, og fra Mendoza fik vi endnu en tur som skulle bringe os til foden af Aconcagua. Vi blev sat af oppe i bjergene hvor vi kunne se toppen af Aconcagua, det var tydeligt det rigtige sted, området var genkendeligt fra så mange billeder vi har set fra indgangen til bjerget.
Udover fortsat en masse overflødigt tungt udstyr vi have bakset op på bjerget, som isøkser, så havde vi også fået en god solcreme med, sys vi. Indtil vi fik forbrændinger i ansigtet og lægen i Base camp spurgte hvilken Sun blokker vi brugte. Faktor Sunny Beach var ikke tilstrækkeligt og vi fik en bøtte Faktor 60 fra lægen. Lægen som vi i øvrigt lavede summit med efter nogle uger.
Akklimatisering
De mange højdemeter på bjerget gør at ens krop skal akklimatisere sig til den tynde luft og trykket, det gør man ved at trekke op i højderne og slappe af i et par timer, for så at trekke lidt ned i højdemeter igen. Så der er en masse trekking frem og tilbage, og på den måde kan man med lidt snilde undgå at skulle have alle sine 30 kilos udstyr med sig på hvert trek.
Med vores analogkamera, som ingen kunne håndtere, inklusivt os selv, så var det begrænset hvad vi fik taget af billeder fra turen. Vi fik godt nok trykket på shoot knappen, men fandt senere ud af at knappen skulle holdes inde nogle øjeblikke før kameraet reelt tog billedet. Vi har ellers stået og poseret foran kameraet utallige gange på det kolde bjerg.
På en af vores akklimatiseringsture til Camp Berlin havde vi lagt udstyr op, og gemt det under sten med vores afmærkning. Nogle teams slår sekundære telte op og sætter udstyr ind i deres telte, så at det står klart til de kommer igen de efterfølgende dage med resten af deres udstyr. Det kan være ret hårdt med nogle trek og tanken om at ens telt står klart på næste camp må føles ret lækker. Da vi selv kommer til Base camp efter Camp Berlin ser vi at der er militært folk som er på vej op til Camp Berlin for at evakuere, og vi hører at der har været kraftig snestorm. Senere høre vi at flere teams må afbryde deres tur, fordi deres telte og andet udstyr simpelthen er blæst væk og de ikke har udstyret til resten af turen.
Udfordrende højdesyge
Vi følges meget godt med 3 fra Finland fra Base camp, og får akklimatiseret med dem over en uges tid og får bragt det meste af vores udstyr til de højereliggende camps. De 2 af Finnerne valgte at afbryde deres tur og vi fik aflagt nogle flere højdemeter med vores nye finske ven. Michael, Heiko og Nicolai havde en spids situation en af dagene hvor vi skulle op til en af de højereliggende camps med Heikos udstyr, han ville forsøge summit noget tid før Michael og Nicolai var klar. På trekket bliver det hurtigt mørkt og i den hoftehøje nyfaldne sne kan vi ikke se ruten til Camp.
Vi har ikke nok vand med os og begrænset med udstyr da vi kun skal op med Heikos udstyr. Heiko og Michael bliver højdesyge på samme tid, som situationen bliver intens og vi alle 3 kan mærke at vi bliver trætte og udfordret. Nicolai beslutter at vi slår nødlejer midt på bjergsiden i ca. 5000 meters højde og får smeltet noget vand til os alle. I mørket og den skrå snefylde bjergside får vi gravet telte ind i nogenlunde vandret stilling.
Vi har ikke noget mad, begrænset med vand, et liggeunderlag og en sovepose til 3 mand. Højdesygen/stressen fra Michael og Heiko gør at Nicolai beslutter sig for at trekke videre til næste Camp for at få overblik på hvor vi præcist er, for at fortælle om situationen til andre bjergbestigere og for at få nogle sukkersnacks med til de to andre. Nicolai kommer til næste Camp efter små 2 timers trek og der er hurtigt status tjek bland de andre bjergbestigere. Nicolai får vendt situationen med de andre og alle vurderer at snacks og overblik på situationen vil få ro på Michael og Heiko. Nogle af de andre i Campen vil tidligt næste morgen trekke forbi vores nød camp og se til os på vej ned. Nicolai kommer tilbage til nød campen med info og snack og der bliver forsøgt hvile til næste morgen, hvor både Michael og Heiko har det godt igen. Turen kan fortsætte.
Michael og Nicolai får akklimatiseret i eget tempo imens Heiko når summit med et andet team. Det er slutningen på sæsonen og de fleste teams er på vej ud af bjerget. Lægen i Base camp og andre faste på bjerget vil lave deres årlige summit og tilbyder Michael og Nicolai at tage med dem op. Vi havde efterhånden gjort os selv ret godt bemærket på bjerget, ved at trekke frem og tilbage imellem de højeste camps og base camp. Vi manglede kun de sidste små 1000 højdemeter fra at være på toppen. Af 7 mand til final push til summit, nåede lægen, ”Chuck Norris”, Michael og Nicolai summit efter 28 dage på bjerget.
Turen ned fra toppen varede 2 – 3 dage og igennem Base camp fik vi sejers whisky med ”Chuck Norris”, lægen og de andre faste folk på bjerget, Inden de blev hentet ned med helikopter fra Base camp. Vi måtte den lange tur ud på trekking stierne. Da vi kom ned fra bjerget, havde vi endnu 7 måneder tilbage i Sydamerika til eventyr.
